Undgåelse

Når man taler om undgåelsesadfærd, forestiller mange sig markante handlinger: at undlade at køre, at sige nej til sociale arrangementer, at blive hjemme eller helt at undgå bestemte steder, situationer eller mennesker. Men undgåelse kan være langt mere subtil, og svært at spotte. Det kan være at vælge en plads tættest på udgangen i bussen "bare lige for en sikkerheds skyld". Aller at udskyde en vanskelig samtale men kæresten eller chefen. Eller at sige ja, selv om man egentlig vil sige nej, for at undgå at skuffe og komme i konflikt. Eller én af de mest populære: at holde sig konstant beskæftiget for ikke at mærke bestemte tanker og følelser, fordi vores opmærksomhed laver noget andet.

Fælles for disse handlinger er, at de reducerer ubehag her og nu. Derfor kan de let forveksles med at være hensynsfulde, velovervejede eller selvbeskyttende valg. Når vi gentager dette mønster, begynder det at forme både vores adfærd og vores selvopfattelse. For undgåelse har en tendens til at blive vores "nye normal". Man starter måske med at undgå én konkret situation. Senere begynder man at undgå lignende situationer. Efterhånden udvides kategorien af det som opleves at være svært, og grænsen for, hvad der opleves som potentielt truende, flyttes gradvist.

Denne proces skyldes, at man ikke får mulighed for at erfare noget afgørende: at angst og ubehag typisk topper og aftager igen, hvis man forbliver i situationen. Når man konsekvent trækker sig, afbrydes denne læring. Kroppen og sindet får ikke mulighed for at opdage, at aktiveringen falder af sig selv, og at man faktisk kan håndtere situationen. Over tid kan dette påvirke ens oplevelse af handlekraft, fordi man blinder sig ind, at man mangler evnen, og faktisk ikke kan, fordi man ikke får erfaringer, der bekræfter dem at man godt kan.

Dette har god en pris. Undgåelse fjerner ikke kun ubehag, den kan også fjerne muligheder. Når aktiviteter, relationer eller udfordringer fravælges for at minimere angst og stress, reduceres samtidig adgangen til glæde, oplevelser, mestring og meningsfulde ting. Denne lille sfære kan føre til øget selvfokus og grubleri. Når man undgår livet og omverdenen, bliver der mere tid og mental plads til at bekymrer, analysere og føre indre dialog. Det kan skabe en oplevelse af, at tankerne fylder mere og virker mere påtrængende, selv om den oprindelige intention var at dæmpe dem.

Relationer kan også påvirkes negativt. Uafklarede konflikter, tilbageholdte behov eller vedvarende tilpasning for at undgå ubehag kan skabe afstand og spænding. I nogle tilfælde bliver man i situationer – job, relationer eller dynamikker – ikke fordi de er hensigtsmæssige, men fordi forandring føles for usikker. Når undgåelse bliver en vane, kan opfattelsen af risiko gradvist ændre sig. Vurderingen af, hvad der er farligt eller truende, baseres i stigende grad på forestillinger og bekymringer frem for konkrete erfaringer. Man begynder at scanne omgivelserne for potentielle triggere, og derfor ser man også flere af dem fordi man netop leder efter dem. Opmærksomheden rettes mod det, der kan gå galt. Denne vedvarende årvågenhed kan i sig selv være belastende og forstærke oplevelsen af, at verden er fuld af farer. Paradokset er, at forsøget på at undgå angst kan gøre angst mere central i bevidstheden. For at undgå noget må man konstant holde det i tankerne.

Angst, stress og ubehagelige følelser er grundlæggende menneskelige fænomener. De kan ikke – og skal ikke – fjernes fuldstændigt. Et mål om aldrig at føle uro er urealistisk og risikerer at fastholde kampen mod indre tilstande. Man risikere at gå glip at livet. Et mere bæredygtigt mål er at kunne deltage i livet, også når der opstår ubehag. Det indebærer at acceptere, at tanker og følelser kan være midlertidigt intense, uden at de nødvendigvis kræver handling eller tilbagetrækning.

At bryde med undgåelse handler derfor ikke om at tvinge sig selv til at føle sig rolig. Det handler om gradvist at udvide sit handlingsrum, så beslutninger i højere grad træffes ud fra værdier og ønsker frem for kortsigtet lindring. Når man giver sig selv mulighed for at blive i situationer, selv med en vis grad af uro, opstår der erfaringer, som korrigerer katastrofetanker og styrker oplevelsen af robusthed. Man opdager, at ubehag svinger, at det kan tåles, og at det ikke nødvendigvis definerer ens evne til at handle. Undgåelse er ikke i sig selv et tegn på svaghed. Det er en naturlig reaktion på ubehag. Når den derimod bliver den primære strategi, kan den gradvist indsnævre livet. At arbejde med den kræver ikke perfektion – kun villigheden til, trin for trin, at vælge deltagelse frem for tilbagetrækning.